EP03:
Flipping the “Dead Lesbian” Script

Transcript DA

[00:00:17:18 - 00:00:51:17]
Andrea: Hvorfor virker det som om de kvindelige figurer i hver lesbisk film fra halvfemserne og 2000'erne lider af psykisk sygdom og derefter dør? I denne episode diskuterer vi stereotype portrætter af queer kvinder, mental sundhed og det berygtede døde lesbiske syndrom og hvilke alternative historier vi bør fokusere på i stedet. Vi talte med Caroline Osander, leder af PsykInfo og arrangør af filmfestivalen Frygt ikke The Weird, som har til formål at bryde og udfordre samfundets tabuer om mental sundhed. Bemærk venligst, at interviewet er på dansk, jeg er Andrea.

[00:00:52:12 - 00:00:53:01]
Kate: Og jeg hedder Kate.

[00:00:53:16 - 00:00:56:02]
Andrea: Velkommen til episode tre af Kommer ud af Celluloid Closet.

[00:01:04:08 - 00:01:07:22]
Kate: Så Andrea, kan du fortælle mig, hvad der sker i alle lesbiske film?

[00:01:08:23 - 00:01:09:05]
Andrea: Hun dør.

[00:01:12:02 - 00:01:12:23]
Kate: Det er lidt af en overdrivelse.

[00:01:13:17 - 00:01:14:22]
Andrea: Det er vores bedste vittighed, ikke?

[00:01:15:17 - 00:01:36:17]
Kate: Vi klukker begge så meget herovre, men nej i dag taler vi om en delmængde af dette fænomen, som vi kalder det døde lesbiske syndrom især med fokus på mental sundhed og skildringen af skæringspunktet mellem psykisk sygdom og herlighed fordi disse repræsentationer har tendens til at være mangler i bedste fald især i halvfemserne og 2000'erne.

[00:01:37:14 - 00:01:59:21]
Andrea: Absolut. Jeg tror, at mange ville sige, og vi regnede også dette ud i vores forskning og også nogle observationer, som vi allerede havde gjort i alle de telefoner, vi har set, vi kan se, at det døde lesbiske syndrom er stort set en del af eller kan betragtes som en del af begrave dine bøsser trope, og der stort set refererer til den enorme mængde af queer tegn, der er døde i film og tv.

[00:02:00:09 - 00:02:00:18]
Kate: Ja, præcis.

[00:02:02:24 - 00:02:05:02]
Kate: Ja, mental sundhed portrætter i film eller ikke engang så meget bedre.

[00:02:06:19 - 00:02:25:00]
Kate: Og langt de fleste af dem er faktisk horror-film rigtigt? Hvor den psykisk syge karakter er ond og dermed dør i slutningen. Så ja, når mental sundhed portrætter og rædsel eller genren slags og endda begrave dine bøsser mødes, er det et helt rod.

[00:02:25:18 - 00:02:27:17]
Andrea: Det ender ikke godt for den bøsse.

[00:02:28:24 - 00:02:36:13]
Kate: Tak for det, filmindustrien. Men jeg vil faktisk starte med lidt grundstødning i filmhistorien, fordi selvom -

[00:02:36:18 - 00:02:44:21]
Andrea: Som sædvanlig kommer filmnørden her for at uddanne folket, lad os lytte. Nej, vi er meget taknemmelige.

[00:02:45:20 - 00:03:49:02]
Kate: Så jeg tog en hel klasse om Hitchcock i college og faktisk en af de første portrætter af denne form for en af disse karaktertroper er i Rebecca fra 1941 af Hitchcock som faktisk var baseret på en bog, og så var det en af Hitchcocks tidligere film, du ved, han var aktiv fra fyrrerne hele vejen til halvfjerdserne, men så denne karakter fru Danvers i Rebecca ses som denne obsessive og morderiske kvinde hun er i dette store palæ, hun ejer, og du ved faktisk ikke, hvad der sker, og det er ligesom meget uhyggeligt og du ved som en masse intense længselsblik og slags - gør du - Er hun ond? Vi er ikke helt sikre på, hvad der sker, og så Rebecca, titelkarakteren, hendes død er indrammet som selvmord, men man kan sige, at fru Danvers var besat af hende, så der var disse undertoner af denne som morderiske lesbisk hele vejen ind tilbage til 1941 og så lad os ikke Glem Psycho fra 1960, som jeg har tænkt mig at ødelægge det, fordi det er halvtreds år gammel på dette tidspunkt, tres år gammel.

[00:03:49:13 - 00:03:50:08]
Andrea: Freaking se det ærligt.

[00:03:52:07 - 00:04:17:00]
Kate: Højre? T han store afsløring af karakteren er, at Mister Bates inkarnerer sin døde mor og angriber hotelgæster ved at tage sin mors gamle tøj på og sætte en paryk på og kan lide at vedtage den slags slags psykoseksuelle forhold han har med sin mor, som du ved kan ses som en trans karakter, højre en voldelig trans karakter.

[00:04:17:20 - 00:04:34:23]
Andrea: Ja, som også er et råb ud til vores tidligere episode højre de også - Psycho er kigget ind på Disclosure dokumentar, men det er også en film, der er blevet meget forsøgt at blive udforsket inden for disse queer kodning eller omkodning af tegn i tidligere film. Så absolut.

[00:04:35:13 - 00:04:35:13]
Kate: Præcis.

[00:04:36:23 - 00:05:15:10]
Andrea: Men det ved du måske ikke om mig endnu, for det er kun vores tredje episode, men jeg er en ivrig horror-fan og så blander du bøsse og rædsel og hvis du vil have mig til at komme til nogen af dine fester, bare sig de to ord. Jeg er der. Jeg er der tidligt, og jeg er aldrig tidligt, så jeg elsker. Så først og fremmest, mange tak, for jeg tror helt sikkert, at disse troper ikke kommer ud af nogen steder. Og hvis vi taler om den døde lesbiske. Og du nævnte dig selv morderiske lesbiske. De har meget at gøre med hinanden, for selvom tropen er morderisk lesbisk, ender morderiske lesbiske alligevel døde.

[00:05:15:22 - 00:05:15:22]
Kate: Højre?

[00:05:17:18 - 00:06:12:16]
Andrea: Eller den morderiske bøsse kvinde, uanset hvad, selvom de er morderne, når de ender med at dø alligevel, bare meget tilfældigt hvordan det sker, du ved? Og absolut dette helt sikkert går tilbage til fyrrerne og til begyndelsen af filmen, men hvis vi ønsker måske segue ind i halvfemserne og en af mine alle tid yndlingsfilm, som jeg tror skildrer dette meget godt og også slags blander det med denne som stalker stereotype samt er halvfemserne film Single Hvid Female er fra 119 instrueret af Barbet schroeder. Single White Female - Vi har stort set denne kvinde, der flytter ind i byen til denne nye lejlighed med denne anden kvinde, der ledte efter en enkelt hvid kvindelig bofælle. Fejl nummer et på udkig efter hvide kvinder. Det var her, det gik galt.

[00:06:16:00 - 00:06:42:16]
Allie in Single White Female: Hvordan kunne du gøre det? Alt hvad jeg har gjort, har jeg gjort for dig. Forstår du ikke det? De mennesker, du hader det. Jeg hader det. Folk som dig er ligeglad? Dumme pige i Tampa. Også forældre. Jeg fortalte ham alle mine hemmeligheder. Y ou ønsker at sætte mig væk, hva?

[00:06:44:01 - 01:11:53:22]
Andrea: Dette er filmen, der også startede en slags stalker jeg ønsker at overtage dit liv Jeg ved ikke, om jeg vil være dig eller være sammen med dig trope. Dette er ligesom OG. Men ja, vi møder denne morderiske kvinde under dække af en meget meget flot enkelt hvid kvindelig dame, der helt gør - eller ikke helt, men måske som langsomt gør en 180. Og ender med at dø, fordi hun tilsyneladende er dårlig til at myrde folk.

[00:07:16:23 - 00:07:24:11]
Andrea: Ja, det er. Jeg tror, det er hvad vi kunne få fra det døde lesbiske syndrom ja morderiske bøsser kvinder er stadig ikke så gode til mordet, fordi de ender med at dø.

[00:07:24:17 - 00:07:25:24]
Kate: Men de har tendens til at være meget voldelige.

[00:07:26:10 - 00:07:46:00]
Andrea: Ja, meget, men så har vi sådan noget er vold udad, men kan du måske fortælle os lidt om vold indad? Fordi jeg ved, at du virkelig ville tale om den slags kunstner, selvmedicinerende trope, som vi også ser i den døde lesbiske.

[00:07:47:07 - 00:08:06:23]
Kate: Ja, så to film i særdeleshed er på det tema, som De netop nævnte. Vi har Gia fra 1998, som var en HBO biopisk om en af verdens første supermodeller, og den blev instrueret af Michael Cristofer og følger Gia, der blev spillet af Angelina Jolie på hendes sandsynligvis mest sexede.

[00:08:08:05 - 00:08:09:18]
Kate: Min gud wow, så varmt.

[00:08:11:21 - 00:09:04:09]
Kate: Hun kommer til New York, og hun drømmer om at blive en modemodel, men inden for få minutter efter ankomsten bliver hun fanget i den lignende narkoscene, hun er på toppen af modelleringsverdenen, men hun begynder som ja at få som om du kender højt flyvende liv, men så under hele - ligesom undertoner og undertoner af filmen er, at hun er super ensom, og hun er bøsse og hun virkelig ønsker kærlighed. Hun har denne som hvirvelvind romance med denne kvinde og ligesom den måde, historien handler om, er, at hun er som om hun ikke kan få den til at fungere. Hendes kærlighed er ikke lovlig, og så vender hun sig til heroin ja. Dette er en sand historie. Den er baseret på en model, der endte med at dø af HIV/AIDS, så tydeligvis ikke en god slutning på den indadgående smerte ved at være bøsse.

[00:09:06:04 - 00:09:21:24]
Kate: Og så har vi også High Art, som er en anden film fra 90'erne om en kunstner, der igen kan lide, ikke rigtig kan klare det faktum, at hun er et geni og også homoseksuel. Og ligesom budskabet i filmen, at det er for meget. JEG t er ligesom du ikke kan, det kan du ikke.

[00:09:22:05 - 00:09:23:24]
Andrea: Kvinder kan ikke klare den kølighed.

[00:09:24:17 - 00:10:07:15]
Kate: Ja, du bare så hun har denne lignende igen, denne slags hvirvelvind affære med denne kvinde, der faktisk er som publikums linse. Denne yngre kvinde, der er som om den er hendes første, ligesom kærlighedsinteresse i hvem der er en kvinde, og hun er ligesom fejet op af denne fantastiske kunstner og hun er ligesom ønsker at være sammen med hende og være forelsket i hende. Men denne kunstner har et langsigtet forhold til en anden kvinde, bla bla. Det er bare. Meget. JEG Det er ikke, det er. Det er ligesom denne kreative geniale trope når det kommer til bøsse kvinder i denne type historie betyder, at det ikke kan ende godt, og igen, slutningen er, at hun tager sit eget liv med stoffer.

[00:10:09:02 - 00:10:29:02]
Andrea: Ja, jeg vil ikke have for meget ind i det. Fordi jeg ved, at vi vil dekonstruere alt dette med Caroline, som er langt mere velbevandret i alt dette end vi er, men jeg vil bare forstå så stort set hvad du har observeret i disse film er at deres herlighed er for meget at håndtere, og de skal ligesom det må være kontrolleret eller anden måde.

[00:10:29:16 - 00:10:30:24]
Kate: Og hvis ikke - vender sig til stoffer.

[00:10:31:10 - 00:10:52:19]
Andrea: Ja gotcha ja OK. Men jeg vil sige, at det er det samme med Single White Female og også Hitchcock film, som vi har nævnt, at det er deres herlighed. Det er dette, som du ikke kan - med Single White Female som hun ikke kan klare, hvor meget hun er til sin nye bofælle. At det eneste svar er mord.

[00:10:54:15 - 00:11:12:03]
Kate: Disse følelser er så overvældende og usympatiske at jeg tror er en anden del af det, hvor det er ligesom i halvfemserne og 2000'erne der tendens til at være dette fokus på, som om du kæmper med din seksualitet og du er en kvinde, der er dit problem, og verden er ikke et indbydende sted.

[00:11:12:13 - 00:11:12:13]
Andrea: Ja.

[00:11:13:07 - 00:11:16:22]
Kate: Og det er super skadeligt ja. Så lad os spørge Caroline om det.

[00:11:17:07 - 00:11:55:07]
Andrea: Ja, jeg er meget spændt på at præsentere for dig, vores gæster. Vi skal tale med Colleen om, hvordan disse portrætter er skadelige, og hvordan vi kan ændre dem, men også hvordan en nuanceret repræsentation kan være et redskab til at bryde tabuer, hvilket er hvad de gør med deres festival Frygt ikke Weird venligst huske på, som vi sagde før interviewet er i Dansk så for dem, der ikke taler dansk, se vores show noter til et transkriberet og oversat interview, og vi anbefaler at se 2018 dokumentarfilmen af Michelle Memran, The Rest I Make Up, fordi det er Carolines yndlingsfilm og en fantastisk repræsentation af mental sundhed og herlighed.

[00:11:58:18 - 00:12:03:21]
Kate: Før vi kommer til interviewet, så lad os høre fra nogle af vores sponsorer. Bemærk, at interviewet og sponsoratet er på dansk.

Denne episode er støttet af LGBT+ Danmark. LGBT+ Danmark arbejder for at gbt plus personers rettigheder og trivsel gennem gratis rådgivning, frivillige grupper, opløsning, politisk arbejde og aktivisme. Du kan blive medlem på www.lgbt.dk. Jo flere medlemmer vi er jo stærkere står vi i kampen.

[00:12:29:14 - 00:12:42:12]
Kate: Denne episode handler om mental sundhed. På www.lgbtsundhed.dk kan du læse mere om sundhed specifikt for at LGBT+ personer - hvad du skal være opmærksom på eller hvordan du kan få hjælp af din læge.

[00:12:46:09 - 00:13:05:02]
Andrea: Vi har Caroline Osander (hun/hende) med også her i podcast studiet. Hun er tidligere frivilligt for MIX, og nu er leder af Region Hovedstaden Psykinfo, som tilbyder psykiatrisk rådgivning. Hun organiserer os filmfestivalen Don't Fear the Weird, som vi kommer til at snakke om senere. Caroline. Hvornår er du startet med Psykinfo og Don't Fear The Weird?

[00:13:07:08 - 00:15:28:19]
Caroline: For 8 år tilbage fik jeg det her mulighed for at starte i det her job for at nedbryde tabu omkring psykisk sygdom. Det var et job ligesom du siger i Psykinfo psykiatriens informationscenter. Og jeg tænker, Det er et tabu som der bare er så udbredt i samfundet, som jeg tænkte. Det ville jeg rigtig gerne være med til at gøre en forskel for og arbejde med. Så det der startede jeg for ja 8 år siden - 9 år siden. Der er gået lang tid siden, så jeg tænker, Det var den her mission, og Det var det, der tiltrækker mig til det job. Da jeg så startede i psykiatrien, så i gamle dage så var psykiatrien meget noget med hjerner og piller, og i de sidste år har vi Sådan som en sundhedsfaglig opgave arbejdet rigtig meget på og sætte menneske og ansigt på de liv, der leves med psykisk sygdom. Og jeg tænkte, Det er også et område, som i nok også kender er så stigmatiseret og lavprioriteret, så vi skal simpelthen sparke noget champagne og rød løber i i psykiatrien, og med det mener jeg jo selvfølgelig at de mennesker, som der er berørt af psykisk sygdom, er mennesker, som fortjener stor værdighed og prioritering. Så jeg tænker, eller jeg tænkte, kan jeg huske, vi laver sgu en fed fed film festival er og få nogle gode samarbejdspartnere meC om bord, som var blevet Cinemateket og foreningen Outsideren og så skaber vi simpelthen end den fedeste platform i verden for at diskutere de her emner, som er så tabubelagte, fordi når vi går i biffen og sidder skulder om skulder og går ud bagefter og snakke om tingene, så er det ligesom om, at det her svære emne bliver lidt lettere tale om, så det var derfor jeg var initiativtager på at lave en festival om det emne, og så var jeg så heldig, at der var en kunstner, en gadekunstner faktisk, der var med til at føde det her navn. Hun hedder Dy Knudsen - synes hun fortjener at blive nævnt ved navn med Don't Fear The Weird fordi der er jo ikke noget, der kan ramme det bedre ind end det her med lærer skubber besøg i det, vi alle sammen synes er weird og ikke være så bange for det og lad os tale om det.

[00:15:35:11 - 00:15:48:16]
Kate: Må jeg lige spørge? lige om hvordan i planlægger og sådan og programmet nogle film til festivalen selv? Er det noget I uddyber af jer selv, eller er det noget, I udforsker i eller hvordan finder I film til festivalen?

[00:15:51:04 - 00:16:37:14]
Caroline: Vi har nogle samarbejdspartnere vi har i skotland har vi en filmfestival som faktisk har været i gang i femten-tyve år tror jeg det er, som er langt. Den kigger vi nogle gange til, for at se hvad laver de, men vi har aldrig nok tid og vi har aldrig nok mennesker til at researche du ved mere mere verden over hvad der er i udlandet hvad der i skandinavien af gode film, så det ender næsten altid med at vi selv sidder og researcher i den her fællesgruppe af samarbejdspartnere af gamle film. Der er masser af film og tage fat i, så er det ikke fordi vi mangler filmmateriale, men vi kunne godt tænke os nyere film og film lavet i Skandinavien og danske film ikke også? så jeg ja, Jeg tror det er sådan.

[00:16:38:19 - 00:17:04:22]
Kate: Ja fordi jeg tænker altså der må være så mange emner I kan vælge at snakke om, altså som samarbejdsgruppe, men også for sådan et publikum I gerne vil nå med nogle, ja, dybe emner som I skal vise igennem film og så skal jeg måske have en programmering af nogle gæster I snakker med, men altså hvordan er det I lægger nogle emner foran på bordet og siger det er det vi gerne vil snakke om, fordi det kan være lidt dybt og altså...

[00:17:05:12 - 00:18:27:17]
Caroline: Det kan jeg det! Jo, det er jo emne som selvmord og depression og selvskade. Altså Det er jo ikke just Sådan, wohoo, party emner vel? For at sige det mildt. Det er jo livets alvorlighed, når det ser aller sortest ud, som vi gerne vil have vi taler om. Det vi taler om er jo også med til at afdramatisere det, og også at man kan have en, altså det der måske er vigtigste er jo at man kan have en psykisk sygdom på så mange måder, og de her emner kan vi tale om på mange forskellige måder, så vi gør det jo ved events og arrangementer og musik og talks. Nu glemte jeg hvad du egentlig spurgte om hvad var det du spurgte om? Hvordan vi vælger emnerne? Ja, jamen det er sådan lidt et sammensurium af hvad har Psykinfo ellers lavet i år? Hvad har Outsideren sat fokus på? Det er også er der noget aktualitet i samfundet lige nu. Sidste år var emnet selvfølgelig oplagt: corona, isolation, ensomhed, var et typisk emne vi havde på der, for det passer til tiden. Lige nu er unge piger desværre i højere grad i statistikkerne omkring selvmord, så kan vi finde på at sætte det på som et emne, så Det er sådan en blanding af hvad der er aktuel lige nu og hvad vi også selv synes er spændende og hvad vi ved rigtig meget som de de mennesker gerne vil høre og høre noget om ikke også?

[00:18:28:10 - 00:18:29:05]
Kate: Ja, præcis ja.

[00:18:30:04 - 00:18:42:08]
Andrea: Der er så mange ting, jeg vil gerne spørge om, men Jeg vil faktisk gerne starte med 2 ting; hvornår har i startet med Don't Fear the Weird? og så ser du vi ret meget hvem er vi? Hvor mange er i er i altså med i Psykinfo? hvordan fungerer det?

[00:18:42:14 - 00:19:34:15]
Caroline: Ja, vi startede vores, det bliver vores sjette år i år, og når jeg siger vi så mener jeg Psykinfo, så mener jeg Cinemateket, og så mener jeg foreningen Outsideren. vi er 3 parter i samarbejdet, og så alle de folk der arbejder i Psykinfo, kaster en masse kræfter ind i det. Outsideren laver et kort films bruger films program, som er produceret lavet af psykiatribrugere dem selv, også et virkelig fint fint projekt, som der er gratis visninger på typisk, ik' os? Og Cinemateket er jo det fantastiske hus, som jeg ved I også kender, ligger jo hus og rammer til og spiller ind med masser af kreative ideer og film og hjælper os med at løfte festivalen sammen med os så vi er super glade og bliver ved med at være sammen. Jeg håber ikke vi skal skilles ad på noget tidspunkt

[00:19:35:06 - 00:19:54:11]
Andrea: Det tror jeg heller ikke. jeg har ihvertfald ikke hørt noget. Hvad har været respons fra jeres publikum og hvem er jeres publikum? Er det målrettet til... altså for eksempel, hvis jeg tænker på MIX, jamen, det er jo målrettet til alle, men vi har selvfølgelig et meget loyalt publikum, der kommer hvert år, fordi de vil gerne se sig selv på det store lærred. Er det det samme hos jer?

[00:19:55:14 - 00:20:59:06]
Caroline: Det er godt spørgsmål det er! Vi vil gerne vide noget mere om hvem vores publikum er nu. Der kommer sådan cirka to tusind mennesker over de her tre dage. Festivalen er for alle fordi at vi synes, at det her handler rigtig meget om at være menneske. Selvfølgelig er det nogle særlige erfaringer, det at ha' prøvet at have en psykisk sygdom eller være pårørende til en, som har det. Men det er jo et emne, som vi alle sammen er berørt af. Jeg tror ikke, der er nok ikke nogen der ikke kender nogen, hvis vi siger, Vi har op mod en halv million mennesker, så er det så aktuelt for alle mennesker at alle kan komme ind og få udbytte af at være på festivalen. Og de tilbagemeldinger vi får det er bare, at der er en særlig stemning. En af grundene til, at der nok er en særlig stemning, tror jeg også, at folk der tit holder oplæg og faktisk også deler ud af deres personlige erfaringer omkring sårbarhed og sygdom og vender de her store spørgsmål i livet på den måde.

[00:21:00:20 - 00:21:05:16]
Kate: Og når du siger vi har op mod fem hundrede tusind, kan du uddybe det lidt?

[00:21:06:08 - 00:21:43:18]
Caroline: Ja altså, antallet af mennesker som har depression for eksempel er rigtig højt, antallet af mennesker der har angst er også rigtig højt. Det er det tal som vi bruger i den kampagne som der hedder "en af os", jeg har ikke sådan den seneste statistik med, men det siger jo noget om at det ville det nok være højere end fem hundrede tusind end halv million mennesker ik' os, men vi skal i hvert fald også hver tredje er pårørende, så det er jo et emne der berører os alle. Og det der er så paradoksalt, det er jo at vi er så dårlige til at tale om det, når vi er så mange, der har erfaringer med det på kryds og tværs, ikke?

[00:21:45:21 - 00:21:56:14]
Andrea: Ifølge www.Sundhed.dk har over halvdelen af lgbt personer overvejet selvmord, især kvinder og transkønnede. Dette er 2 til 3 gange flere end i forhold til resten af den danske befolkning.

[00:21:58:12 - 00:23:29:24]
Caroline: Jeg er da helt overbevist om at film er jo med til at skabe forventninger til hvordan ens liv kommer til at blive, eller kunne blive, og skabe rigtig mange billeder. Og vokser man op og tænker, at man er transkønnet eller en lgbt+ person og ser de her lidelseshistorier, fordi det er jo som oftest det som du refererer til, det bliver altid lidelser og traumer indenfor de her minoritets fortællinger, så tænker jeg, det skaber en negativ bias til, hvordan kommer mit liv til at være? Hvad for nogle forventninger har jeg til mig selv? Ik'. Når det er sagt, så er der jo... Det er også et dilemma synes jeg faktisk, fordi der er også en højere forekomst af de her ting, depression og angst, fordi der er forbundet med at være lgbt+ person jo enormt meget af stigma som du skal bære, så så derfor er det også naturligt. Det er ikke det at være transkønnet er lig med, at du får stress eller angst, og der er også mange der ikke gør, men der er jo meget stigma forbundet med det. Så på den ene side så synes jeg også, at der er det her med; film skal jo have lov til at lave sit eget drama, og den kunstneriske frihed har jo ikke en forpligtelse til at folkeoplyse, film skal have lov til at være dramatisk og stereotype, hvis de har lyst til at være det. Det hjælper bare ikke vores dagsorden, kan man sige vel, som vi har til fælles.

[00:23:32:02 - 00:24:51:16]
Caroline: Og dog, så synes jeg, vi har faktisk talt lidt om, altså inden for mental sundhed og psykisk sygdom, har der været det vi taler lidt om, fra en dæmonisering til en idealisering. Så i den tid jeg har været på Don't Fear the Weird og lidt før det, hvis man tager en klassiker som Gøgereden for eksempel, så ved man godt at, det er jo meget klassiske stereotyper omkring hvordan er psykiatriske patienter og hvordan er psykiatrien; det store kolde system og de farlige overlæger og Nurse Ratched, sådan noget. Hvis man så kigger frem i tiden, så er der jo begyndt at komme nogle karakterer og nu tænker jeg faktisk ikke på film, nu tænkte jeg faktisk på den her Homeland serie, den ved jeg ikke om I kender? Hvor der er hende her CIA agent super power woman, som bruger sin bipolar diagnose også nogle gange. Så på en måde, jeg ved ikke om man kan.. jeg synes ikke man kan kalde det en tendens hvor det er der få til, jeg synes bare det var interessant at der har været nogen film som har, måske ikke idealiseret, det er også en overdrivelse, men som i hvert fald har skabt nogle andre udtryk omkring at have en psykisk lidelse og bruge det som en kompetence. Og så er der hele det der gav eller genialt du ved, fordi man har en psykisk lidelse, så er man også særlig kunstnerisk og alle de myter omkring det ik' os?

[00:25:21:16 - 00:25:29:11]
Andrea: Hvad tror du der sker, når vi har portrætteringer der er gode eller dårlige? Hvad det gør ved samfundet, når de tænker over en person der har en psykisk sygdom.

[00:25:30:18 - 00:25:39:04]
Caroline: Jeg må simpelthen nævne et et eksempel på en serie, som jeg synes kan.. som Jeg synes er nuanceret, og det var den SKAM, kan i huske SKAM, ungdomsserien?

[00:25:39:24 - 00:25:41:14]
Andrea: Alle kan huske SKAM, jeg lover dig!

[00:25:41:23 - 00:25:53:15]
Caroline: Wow, sikke nogle fine fortællinger på hvordan livet er på godt og på ondt. Jeg bliver bare nøsten sådan helt rørt bare jeg tænkte på det, på Even. Kan I huske Isack og Even kærlighedshistorie?

[00:25:54:02 - 00:25:54:02]
Kate:  Ja, bedste sæson nogensinde!

[00:25:56:17 - 00:27:07:19]
Caroline: Præcis og wow hvor trænger vi til at se nogen.. det var så en homo-fyr som havde en bipolar lidelse, men han var good-looking og han kæmpede med det, men kom ud på den anden side og man fik tro og man fik håb og det skal nok gå ik' os? så selvfølgelig er film med, hvis det kun er lidelseshistorien der kommer i spil, så er det da med til at mane i jorden, at jeg kommer til at få et godt liv og som lgbt+ person eller hvis jeg får en psykisk lidelse, altså. Der er så mange fordomme omkring psykisk lidelse, at man ikke kan blive rask og man vil være syg hele tiden, og at det... og for langt størstedelen, er det jo noget, der enten er periodevis eller man kan blive rask ikke også og den fortælling ser vi siger jo ikke så tit, men som jeg kom tilbage til, så er det heller ikke filmens opgave. Det er... Ja, så jeg har svært ved at finde film faktisk som Jeg synes er meget nuanceret, fordi nuancer som du også siger det, er jo det helt magic buzzword i det her, ik' os? Vi vil gerne se nuancer, så vi vil gerne se komplekse karakterer, men det er jo ikke alle der vil det.

[00:27:08:09 - 00:27:43:15]
Kate: Nej, og der er måske en begrænsning i, at man har kun 2 timer til at fortælle en historie. Det er det med film. Altså med serier kan man sådan uddybe det lidt mere fordi man har lidt mere tid, med de der karakter, men med film har man kun en 1.5-2 timer, så det er måske en begrænsning, men altså som du sagde; det kan påvirke os rigtig meget, hvad vi får ud af de historier, især når vi er sådan unge, for eksempel når vi har set en film, der påvirker os, og så bliver den med os resten af livet næsten. Og hvis det er sådan en dårlig repræsentation, så er det ret... de kan skade os.

[00:27:44:06 - 00:28:27:15]
Caroline: Ja og det er noget i mit arbejde jeg møder. Vi møder også mennesker, der siger, 'jeg har set Gøgereden. jeg skal ikke søge hjælp eller noget behandling', altså sådan. Eller børn, der spørger, om man går rundt med lænker på om fødderne og sådan altså fra skolehenvendelser og sådan noget, ikke også så... Der trænger virkelig til, vi taler om de ting her ikke, så vi kan få aflivet nogle af de stereotyper, og så så ved jeg ikke, hvordan man kan gøre det smart med, at der kommer endnu flere.. jeg må sige, det handler også om at vi skal have nogle flere penge til nogle fede instruktører, queer instruktører og kvindelige instruktører, eller hetero instruktører, der synes sådan nogle komplekse livsfortællinger kan blive foldet ud, ik' os? De synes, det er spændende.

[00:28:28:14 - 00:28:58:17]
Andrea: Der er står så få film, der er lavet om personer med psykisk sygdom, at du kan ikke rigtig se at der er en stereotype, og det synes jeg var ret interessant, fordi nu hvor jeg kommer tilbage til Kates spørgsmål og hvordan I programmetligger i Don't Fear the Weird, har I så valgt film hvor der ikke på noget tidspunkt bliver sagt, slet ikke sagt, at personen lider af noget, men det bliver sådan lidt. antydet. Ville sådanne film komme i Den't Fear the Weird?

[00:29:00:17 - 00:31:16:24]
Caroline: Vi tager faktisk de stereotype film med med vilje. Sidste år tog vi Joker med for eksempel fordi det er sådan god anledning til at tale om de ting her. Fordi lad os hellere få stereotyperne på bordet og få udvekslet omkring dem, fordi det er også dér, hvor vi rykker os som mennesker, fordi det skal heller ikke være sådan, at vi skaber nogle rum, hvor det ikke er trygt og sige sin fordom højt. Kan i følge mig? Fordi det er.. jeg har selv haft fordomme engang om forskellige ting, det har vi alle sammen, jeg prøver at være nysgerrig og forsigtig og respektfuld altid i hvordan jeg begår mig ik' også, men det er.. så derfor så tager vi også Gøgereden med og Ondskabens Hotel og alt det værste, fordi det også er gode film, og vi kan godt lide at underholde altså. Drama i sindet, det svinger altså fordi det det er sjovt at se og du føler dig underholdt. Samtidig prøver vi at finde nuancerne og tit er det jo også i dokumentarerne, hvor vi kan få foldet tingene mere ud, ik' os, og hvor vi tænker, det må godt være lidt mere tro mod virkeligheden ik', herovre i dokumentargenren. Der havde vi et år en åbningsfilm der hed Flink Pige, som var en norsk, jeg skal.. jeg kunne ikke finde ud af at sige det på svensk eller norsk, det skulle jeg lige til så kommer jeg ikke til. og på den var der faktisk instruktør som filmede sig selv, og hun havde en depression og havde det her kamera med, og også da hun fik behandling med elektrochok, som jo også er en en vild ting, som der eksisterer rigtig mange myter omkring, men som faktisk er en effektfuld behandling. Og det viste hun i den her dokumentar. Det var meget vildt at få lov til at være med inde og se det, og man ser også hvordan hun fik det bedre. Så der er nogle enkelte [film] imellem, men vi er lidt lost nogle gange, og derfor så kommer vi til at vise også nogle film, som har været vist før, eller fordi der ikke bliver lavet så meget, og så er det også nogle gange et ressourcespørgsmål. Vi kan jo også, som I også kender selv ik', vi kunne gerne være 20 på den her festival, så kunne vi finde måske nok 4 flere film.

[00:31:18:20 - 00:31:29:20]
Kate: Og når I viser film, hvordan skaber I dialogen bagefter? For eksempel, er det sådan nogle rum i skabere, sådan hvor man kan komme ind i et lokale og så snakke med folk i et trygt sted eller hvordan?

[00:31:31:05 - 00:31:37:01]
Andrea: Ja, især tænker jeg, hvis man ville gerne snakke om eller nedbryde nogle stereotyper, hvis man viser en film med stereotyper.

[00:31:39:09 - 00:32:42:07]
Caroline: Jamen så er det meget sådan vi gør ret meget ud at facilitere vores talks sådan på en måde, at så kan der være en panel snak bagefter hvor 2 mennesker sidder; der én der sidder i interviewer og så sørger vi for at facilitatoren ligesom gå i kødet på de der stereotyper og får for dem de interviewer med til "og hvad tænker du om det?", altså det kan være.. lad os sige det var en stereotyp som, det kunne være Betty Blue for eksempel ik' os, meget fin film som, men jeg ville ikke sætte nogen diagnose på hende, men.. og det kan jeg heller ikke fordi det det gør jeg slet ikke sådan noget, men  lad os nu sige, så kunne vi have en talk omkring borderline for eksempel, som jo også er en sygdom, hvor der er mange fordomme omkring. Så ville vi typisk snakke og have en person der havde personlige erfaringer og en der havde noget klinisk erfaring og så en facilitator som går hele vejen rundt om alle de her stereotyper ik' os'? og hvem kan bedst svare på det? Det kan selvfølgelig personen, som selv har oplevet og og have den her sygdom, ikke?

[00:32:43:10 - 00:33:08:01]
Kate: Ja fordi jeg husker i Girl Interrupted for eksempel at altså hende der hovedkarakteren hun led er borderline, men det bliver aldrig sådan defineret. Det er bare Sådan okay, det er Sådan lidt fluid. Åh ja jeg lider af noget, men jeg får det bedre til sidst, men der er andre i hjemmet jeg ved der ikke får det bedre og de er afhængige af deres diagnoser tænker jeg at de de sådan... kan vi ikke få en forklaring?

[00:33:10:01 - 00:33:31:13]
Caroline: Og Det er også det, det der tit er diagnoser, vi taler meget om at vi er et diagnose-samfund lige nu, ik' også, men diagnoser er jo også rigtig meget til at hjælpe folk til den rigtige behandling. Det er sådan set bare, det er ikke "bare", men det er jo det det handler om. Det handler om at vise en vej til en form for behandling og få noget hjælp. Ik' også? Det har jo ikke noget at gøre med, hvad for et menneske du er eller noget.

[00:33:32:14 - 00:34:24:09]
Andrea: Det synes interessant fordi nu har vi snakket rigtig meget om stereotyper. Jeg tror måske det er vigtigt at snakke om nogle af stereotyperne. Især til vores lytter, fordi når du siger at en diagnose selvfølgelig ikke  er "bare", men det er en måde at være sådan; okay, vi ved hvad det er og så har vi en behandling. Og jeg ved godt, at det ikke er så simpelt som det, men som du selv sagde; det betyder ikke noget, hvordan du er som person, men Jeg tror når man kigger på film, også tv, men især film, hvordan folk med en psykisk sygdom eller en psykisk diagnose bliver portrætteret. De bliver portrætteret på en specifik måde, så jeg tror mit spørgsmål om, inden vi forklarer de forskellige stereotyper, har du oplevet i dit arbejde at en reaktion, eller hvordan folk er påvirket af de her stereotyper vi ser på film?

[00:34:28:14 - 00:35:19:01]
Caroline: Jo altså vi har kun.. må jeg lige korrigere noget, hvis jeg fik sagt noget som måske ikke var helt tydeligt. Man er helt klart påvirket af en psykisk sygdom hvis man har en. Man er jo ramt på sine tanker og følelser og.. så på den måde er ens personlighed påvirket, men det er en sygdom, der taler, det er ikke et menneske, der taler, så når man er meget påvirket af sin sygdom vil ens personlighed ændre karakterer og det er mere present med nogle sygdomme end andre af dem ik' også. Hvis du har en svær depression eller sådan noget for eksempel så vil du være meget.. men det vil jeg ikke gå ind. Det var bare for at sige; selvfølgelig er man påvirkede og en anden, hvad skal man sige, en anden person? Men det er bare for at sige, at så er det når sygdommen der taler. Og det du spurgte om, det er om stereotyperne.. prøve at sige det igen.

[00:35:19:06 - 00:35:37:10]
Andrea: Om du kan se i dit arbejde, at stereotyper påvirker folk? Og det behøves ikke at være folk, der har en psykisk sygdom, men for eksempel deres familier eller nære venner eller publikum til Don't Fear the Weird. Har du oplevet at du kan se; okay, den her person tror, at når man har borderline som så er man sådan sådan sådan?

[00:35:39:24 - 00:37:35:00]
Caroline: Nej fordi Jeg synes ikke der er så direkte koblinger i filmen mellem borderline, så er du sådan, eller depression, så er du sådan eller.. bipolar er nok den der er.. fordi jeg tænker, og det er også lidt sjovt på den tragisk komiske måde, men bipolar er måske noget af det, der bliver portrætteret mest fordi du kan trække mest ud af en karakter, der svinger på den måde mellem depression og mani ik' også, det ville være svært at lave en god film med én, der har en depression hele tiden, for der sker ikke ret meget, hvis man kan sige det sådan ik' også. Stereotyper, jo jeg har jeg har stødt på det på den måde at flere har tænkt, at man først er syg hvis man har det sådan som man har det i Gøgereden for eksempel og på den måde vil du vente med at søge behandling fordi du tænker det skal være så slemt.. altså du du vil holde dig tilbage fordi du tænker måske; uh den mavepine eller det jeg har gået rundt med i så lang tid, det kan ikke være angst, at du kobler ikke hvordan du har psykisk mistrivsel til en psykisk sygdom fordi du tænker psykisk sygdom, hov, det er jo sådan noget.. det er seriemorderen og det er det skal være fuldstændig crazy og jeg har ikke en psykisk sygdom. Og så plus, at det her, som vi kalder for et selvstigma, at når du får en psykisk sygdom eller tænker på, kunne jeg have det, så er der en stor selvstigma. Måske minder det om internaliseret homofobi eller transfobi, hvordan man definerer det. Og så tænker du; nu, Jeg er en af dem. Men uden at tænke.. fordi der eksisterer ikke dem, fordi at sygdomme kan komme til udtryk på så mange måder, men så begynder du at tænke lavt om dig selv, ik' også, for skam og skyld. Der er så meget skam og skyld forbundet med det, og vi går rundt med det alene og jeg taler ikke med andre om det, så på den måde. Giver det mening det svar?

[00:37:35:09 - 00:37:48:14]
Andrea: Absolut absolut. Det er meget interessant da du faktisk nævner mange af de stereotyper som vi fremhæver i afsnittet. For eksempel kan vi se, at queer og transkvinder med psykisk sygdom er portrætteret som voldelige i Psyco og Single White Female.

[00:37:49:18 - 00:37:56:14]
Kate: Og en anden stereotype er at kvinder, især kunstnere, misbruger stoffer, fordi deres seksualitet, er blevet for meget.

[00:37:57:07 - 00:38:15:24]
Caroline: Men de der fortællinger kunne godt tage og ende et andet sted og starte ud dér og så ende et andet sted med lidt flere vindere i de her liv ik' også? Frem for at de dør og så som du bemærker, Gia , ik' os'? det var Angelina Jolie som spillede hende, ik' også?

[00:38:50:21 - 00:38:55:18]
Caroline: Jeg kan ikke huske hvordan den endte, og det må vi sikkert heller ikke sige her, men wow jeg kunne godt tænke mig, at jeg kan huske.. jeg kunne godt tænke mig at..

[00:38:55:19 - 00:38:56:07]
Andrea: Jeg synes det er okay at spoile lidt!

[00:38:56:12 - 00:38:58:23]
Caroline:  Ej, det havde været godt hvis den endte godt, ik'?

[00:38:59:16 - 00:39:01:00]
Kate: Det gør den desværre ikke, nej.

[00:39:01:12 - 00:39:05:22]
Caroline: Jeg blev meget berørt fra sig den virkelige, den faktisk en ret fin film.

[00:39:07:13 - 00:39:10:16]
Kate: Filmen er ret god. Ja Det er bare sådan. ja den endte ikke godt.

[00:39:12:02 - 00:39:49:05]
Caroline: Fordi selvfølgelig har vi brug for at få vist, at vores liv også kan ende godt og og få vist nogle veje til, hvis jeg går ned ad denne her vej, så får jeg nok det liv jeg drømmer om, med den kæreste, jeg drømmer om, med det arbejde jeg drømmer om.. og så får jeg også lyst til at sige, men det der jo nogle gange er, desværre det her med mennesker med psykisk, altså mennesker som har en psykiske lidelse, er jo også dem der ser Netflix ik'? Og spiser frikadeller og går til fodbold og bager boller. Altså Sådan helt det helt gængse liv jo, ik'? Det kan vi sgu ikke lave film ud af.

[00:39:50:04 - 00:41:07:24]
Andrea: Når du siger, at de fleste psykiske lidelser, der bliver portrætteret på film, det er bipolær eller borderline eller noget der ikke er nævnt, men igen, er noget der får dig til at være voldelig på en eller andet måde. Og så har du også nævnt at det er nok derfor at film om depressionen bliver glade fordi det er sådan lidt meh. Men Jeg tror at High Art og Gia, selvom det bliver ikke sagt, jeg tror der bliver foreslået at de begge to lider af depression. Og Jeg tror, at du har ret, at hvis man lavede.. hvis Gia var en lesbisk biseksuel mor til 2, som skulle til skolen og til børnehave og frem og tilbage og havde depression og selvmedicinere. Ja, det ville nok have været en kedelig film. Jeg tror det er derfor at man har den her stereotype, at man bruger kunstnere. Det er som du selv sagde Kate, det geni, med deres seksualitet og deres hoved og deres kreativitet er for meget til verden, så de må selvmedicinere og Jeg tror det er den måde vi fik stereiotypen, fordi det skal gøres spændende eller eller hvad ved jeg. Selvom Gia portrætterer en en ægte kvinde kan man også læse rigtig meget, at der er blevet rigtigt sådan, ja, fantaseret i hendes liv.

[00:41:09:07 - 00:41:37:21]
Caroline: Og jeg får lyst til at tilføje; især også kvinder eller queer personer, der har en seksualitet, som er sådan ustyrlig eller sådan, det bliver ofte problematiseret, så der er nogle virkelige rigide normer for, hvordan kvinders seksualitet kan være. De må ikke bare få lov at lære at være i.. men de bliver oftest også problematiseret og bliver sådan ustyrligt ik' også? Ligesom i Single White Female, der også er ret sikker på var meget ustyrlig der ik' os'?

[00:41:39:17 - 00:41:39:21]
Andrea: Har du set?

[00:41:40:13 - 00:41:52:04]
Caroline: Single White Female? Ja, men det er mange år siden, men jeg blev nødt til [at se den igen], fordi jeg ville lige tune mig ind på de film, som forberedelse til i dag. Virkelig god! Heftig, ja.

[00:41:52:13 - 00:42:05:22]
Andrea: Men kan du måske sætte lidt flere ord på hvordan det er, at portrætteringen kender psykiske lidelser og de må ikke bare have den seksualitet de har. Kan du sætte lidt flere ord på det?

[00:42:07:00 - 00:42:23:13]
Caroline: Jeg synes ikke Jeg kan sådan.. jeg synes ikke jeg kan komme med nogle gode, altså nogle gode eksempler. Jeg synes bare jeg bemærket i de film vi nævnte at seksualitet er et, hvis man bare lige gik ned ad den vej, så er det ligesom problematisk, og det er ligesom er ustyrlige på den måde.

[00:42:24:18 - 00:42:24:22]
Andrea: Det er rigtigt!

[00:42:25:08 - 00:42:33:16]
Caroline: Ja. Og måske også bare fordi der er nogle stærke normer om kvinder. De må ikke være seksuelt udfarende eller ik'?

[00:42:34:22 - 00:42:34:22]
Kate: 100%!

[00:42:35:07 - 00:42:35:22]
Andrea: Ja, okay.

[00:42:36:03 - 00:42:36:20]
Caroline: Det er sådan jeg mente det.

[00:42:36:24 - 00:42:50:08]
Andrea: Præcis, kvinder som er seksuelle og vil nok bolle med alle mulige og det kan man ikke, og det kan jeg godt blive.. men det bliver for meget. Det er igen det der kunst, geni, for meget, alt er for meget.

[00:42:50:19 - 00:42:58:15]
Caroline: For meget sårbarhed, for meget kreativitet, for meget seksuelt drive eller bruge det som en kraft eller sådan, ja.

[00:43:00:09 - 00:43:30:09]
Kate: Ja, jeg vil lige til at skifte emne lidt fordi jeg tænker vi kan jo snakke om en film som vi alle sammen elsker, der giver et andet sådan billede af en kvinde som er queer, som får lov til at leve sit liv og så dø på en ordentlig måde og det er filmen The Rest I Make Up af Michelle Memran der lavede i 2018 tror jeg. Det er en dokumentar-film, så de det giver god mening med det du sagde om sådan, måske kan dokumentarer og være lidt mere sådan.. der er mere plads til at sådan vise..

[00:43:30:16 - 00:43:30:16]
Caroline: Til nuancerne?

[00:43:31:14 - 00:43:39:11]
Kate: Ja, præcis. Ja fordi jeg ved ikke om du vil forklare måske filmen, hvis du kan huske plottet ordentligt, men ja...

[00:43:39:19 - 00:43:40:16]
Caroline: Skal jeg fortælle det?

[00:43:41:05 - 00:43:41:23]
Andrea: Også fordi du elsker filmen.

[00:43:42:05 - 00:43:53:12]
Caroline: Ja, jeg er meget forelsket i filmen. Ja, jamen det er jeg fordi, i den her film som møder du Maria Fórnes, er det ikke rigtigt?

[00:43:53:16 - 00:43:53:16]
Andrea: Si!

[00:43:54:03 - 00:44:45:23]
Caroline: Ja, sådan! Som er det her cubanske gakket virkelig, virkelig skønne, poetiske, sanselige menneske, som skaber kunst fra intuition og fra hjertet og som du ikke kan lade være med at forelske dig i og hun bliver portrætteret af en yngre kvinde, som har sit kamera med på denne her rejse, der er i filmen. Og det er ligesom et portræt af denne her cubanske.. hun er jo manuskriptforfatter, ik' os', og satte flere stykker op på Broadway og sådan noget i USA og Michelle Memran, som er hende der dokumentaristen dér, følger jo så Maria Fórnes' rejse og møde med en alzheimers sygdom.

[00:45:11:22 - 00:46:54:18]
Caroline: Hvad sker der med Maria Fórnes, når hun både får sygdommen hvordan tackler hun den og hvordan ender filmen ikke også? Ja, filmen den er også særlig. Den er særligt på mange måder, også fordi min mor faktisk, hun lever ikke mere, hun døde faktisk her lige før jul, og hun havde også alzheimers. Det får jeg lige lyst til at dele, fordi der var meget i den film der, som.. det handlede meget om at være i nuet, hende dér Maria Fórnes var utrolig god til at skabe og bare være, ikke også, og ikke sådan.. den måde hun tackler sin sygdom på er jo sådan fænomenalt, det var bestemt ikke sådan min mor tacklede sin sygdom vil jeg så sige. Men ja og jeg glider ud af en anden tangent her, men Jeg tror, repræsentationen er jo meget tro mod at Maria Fòrnes får lov til at blive påvirket af sin sygdom, og der er da også nogle lidt triste stunder ind imellem, hvor hun finder ud af; "gud har jeg ikke skrevet noget i 5 år, gud. Har jeg ikke, har jeg?" Åltså sådan ik' os'? Hvor er Michelle bliver nødt til at minde hende om, at du har faktisk ikke skrevet på noget, men det kan hun ikke huske og det er jo på en måde fedt fordi hun er, hun er glad. "Gud, har du ikke været besøge mig i de sidste 2 måneder?" Altså, der er noget godt ved.. der var noget fint og meget nuanceret ved den måde, at hendes hukommelsestab bliver portrætteret på. Det er vel egentlig bare det ik'? Eller ikke "bare". sig nu hvorfor I er forelsket i den.

[00:46:55:08 - 00:47:29:16]
Kate: Jamen det er også fordi, det ligesom det [du siger], men det ikke kun at være sådan midt i et alzheimers forløb, men det er også en seksualitet. Altså, at hun var lesbisk. Det var bare droppet som en sætning i filmen, at hun var sammen med Susan Sontag og de var elskere og de var sammen i mange år og de havde skrevet nogle Sådan fine beskeder til hinanden, som vi får lov at høre. Og det bliver ikke et problem, at hun var lesbisk. Det var bare en del af historien, og det synes jeg var meget fint lavet.

[00:47:30:06 - 00:48:25:13]
Caroline: Må jeg tilføje til det? For Jeg synes faktisk, at det med alzheimer var også en tilføjelse til historien, for Jeg synes det bærende i den film var Maria Fórnes som menneske, den måde hun var på, og så bliver der ikke gjort drama ud af hendes sygdom. Der bliver ikke gjort drama ud af hendes seksualitet, som du siger, det er bare.. det er et menneske, som har de her ting med sig, og det bliver ikke problematiseret noget af det. Det tænkte jeg også. Det synes jeg var egentlig super fint og og det var faktisk lidt interessant da vi skulle vinkle den film, fordi vi kunne godt have gået ned af alzheimers-sporet, det valgte vi ikke at gøre. Vi kunne også godt have gået ned af af seksualitet-sporet, det gjorde vi heller ikke. Vi gik faktisk, da vi viste den på Don't Fear the Weird, ned af et spor, der handlede om skaberkraft, fordi vi synes, at det er det, hun stod for. Livsmestring. Skaberkraft. Fantastisk! En fantastisk person, ik'?

[00:48:26:02 - 00:49:06:18]
Kate: Ja, og jeg så også et interview med Michelle Memran efterfølgende, det var i 2019 eller 2020 tror jeg, hvor hun fortalt lidt om hvordan Marie Fórnes kom til hende og sagde "hvis vi skal sådan have et samarbejde vi skal lave et projekt sammen" og hun sagde, at "jeg kun vil vise, altså på kameraet, ting jeg selv husker, og så kan vi optage fra det." Og de synes jeg også var ret fint, at det var hende, at hun bestemte hvad vi skulle se der kom ud fra hendes hukommelse, og det var også en rigtig fin måde, at sådan behandler alzheimers på, at det ikke bare sådan et tab, det er også noget man kan arbejde med.

[00:49:08:09 - 00:49:15:18]
Caroline: Præcis. Der var ligesom en bearbejdelse af og håndtering af at hendes sygdom og hendes anderledes vilkår på sådan en fin fin måde.

[00:49:16:10 - 00:51:09:02]
Andrea: Jamen, jeg tror at det er også fordi hun, som Kate og sagde, hun var med, altså det var en film på hendes egne præmisser. Bare for lige at besvare det spørgsmål; hvorfor elsker jeg at filmen, jeg vil læse et quote fra filmen og det er fra et billede af dig, hvor du holder en talk, hvor hun siger "I know everything. Half of it I really the know, the rest I make up." ("Jeg ved alt. Den ene halvdel ved jeg rigtigt, resten finder jeg på."). Og jeg synes det er så smukt at igen, det var på hendes præmisser, hvis der var noget hun ikke huskede, det er så bare ikke med i filmen, og sådan er det. Og ja, der er nogle ting der er ret trist ved det, men sådan er livet og ja, Kate du sagde det der med at man har kun 2 timer-1.5 time, men Jeg tror at man kan sagtens gøre det og et der er er en grund til at det kommer fra dokumentarerne og ikke fiktion, og det kan sagtens være som du sagde Caroline, og fordi man skal dramatisere det, eller gøre det underholdende, men jeg var ret underholdt. Den vandt, The Rest I Make Up vandt vores Lily [award] for bedste dokumentar. Og den anden ting jeg elsker ved filmen, det er at nå instruktørerne taler med Maria, de gør det ikke på.. altså de snakker med et menneske, hvor at Jeg har set film hvor man snakker med en person der har alzheimers for eksempel eller er ældre, fordi hun er også en en ældre kvinde, og de taler til dem, som om de er børn, ik'? De taler sådan meget langsomt og sådan lavt og de snakkede bare med hende og hvis hun ikke huskede noget sådan okay så filmede de noget andet og sådan er det og det elskede jeg. Ja, min mormor. Jeg kan godt mærke hun har dementia, men jeg ved ikke hvordan man siger de.

[00:51:09:11 - 00:51:09:14]
Caroline: Ja, demens.

[00:51:10:10 - 00:51:27:23]
Andrea: Ja, demens og jeg kan mærke at folk taler til hende som om hun er et barn og jeg er sådan hun er ældre end os alle sammen sådan combined (tilsammen), hvorfor skal vi snakke med hende på den her måde? Og det, det var noget af det første, jeg har lagt mærke til i dokumentaren. Hun var et menneske som os alle sammen.

[00:51:28:06 - 00:52:51:07]
Caroline: Ja, og en en kæmpe inspiration. Flere af citaterne fra filmene har jeg faktisk, både mig og min kæreste, hængt op derhjemme, fordi hun er bare.. hun var bare en en.. hun er jo en inspiration altså i forhold til og det der citat som du siger: "Half of it I know and what I don't know the rest I make up." er jo også bare.. hun mestrer virkelig kontroltab, og hvis der er noget, vi mennesker ikke er særlig gode til, så er det ikke at have kontrol. Men Det har hun ikke, synes jeg, i filmen viser hun, det har hun ikke så meget behov for. Altså sådan, hun går bare på sådan en legende let tone igennem livet, og det gør hun sådan set også med sin sygdom. Og Jeg er enige i det, at det var så ligeværdig fin relation med den måde det er portrætteret på og ja, så meget loyal imod hende som menneske, synes jeg. Og jeg tænker, at det er en film der taler til alle. Altså jeg tror også det er derfor at altså.. du skal ikke have været nødvendigvis være berørt af alzheimer, eller LGBT+ person eller noget for at finde denne her, den går bare lige i hjertekulen på alle mennesker. Tænker I ikke det? Fordi Det er alment menneskeligt, hun går lige i hjertekulen på én hende dér Maria Fórnes.

[00:52:54:01 - 00:53:02:20]
Kate: Vi har ikke så meget tid tilbage, men altså inden vi wrapper up (runder af), er der andre film vi burde se, som vi ikke har nævnt?

[00:53:03:05 - 00:53:07:19]
Caroline: Ja, jeg ville ønske jeg kunne lige droppe nogle gode names.

[00:53:08:19 - 00:53:10:09]
Andrea: Jeg ser dig til MIX hele tiden!

[00:53:11:23 - 00:53:13:11]
Kate: Du er også tidligere frivillig på MIX?

[00:53:13:19 - 00:53:18:14]
Caroline: Ja! Ja, jeg skulle lige regne tilbage hvornår det var, uha det var mange år siden, 2009.

[00:53:20:12 - 00:54:12:21]
Kate: Totalt jo jeg jeg elsker mix. Det gør jeg virkelig. Film ja, nævnte du den her Flink Pika der hed det, som jeg ikke ville sige tidligere. Flink pige som egentlig synes var denne her, hvor instruktøren selv jo dokumenterer sine egne erfaringer med depression og forhold til sin kæreste, og når hun er påvirket af sin sygdom. Men men jeg har ikke så mange andre film - jeg havde selv en drøm om at vise SKAM i et maraton inde i Cinemateket kunne det ikke være fantastisk? Ja og så vise det til de unge også sige i skal bare altså tænk hvis vi lavede en masse ting ligesom SKAM og så proppede det nede i hovederne på alle de her dejlige unge mennesker der går ved at at livet kan se ud i så mange farver og nuancer og heldigvis for det ikke også.

[00:54:14:23 - 00:54:16:11]
Kate: Jeg har desværre ikke. Vi har ikke nogen tæer.

[00:54:17:11 - 00:54:22:21]
Kate: Men hvis vores lytter er interesseret i det du laver, hvor kan de finde mere info på nettet?

[00:54:24:05 - 00:54:33:13]
Caroline: Så kan de finde ved at Google psykinfo Region H. Det kan de også finde på Facebook og de kan også finde Don't Fear The Weird på Facebook.

[00:54:33:23 - 00:54:35:22]
Andrea:  Og hvornår kommer Don't Fear The Weird?

[00:54:37:07 - 00:54:47:13]
Caroline: I år er det fra den tolvte til fjortende oktober, det vil sige jeg virkelig, det håber jeg rigtig meget jeg kommer også til jeres altså hvis I kommer til vores kommer jeg også til jer.

[00:54:49:23 - 00:54:51:15]
Kate: Altså october måned. Det bliver fedt.

[00:54:51:19 - 00:54:53:11]
Caroline:  Hvornår er MIX i år?

[00:54:54:05 - 00:54:55:20]
Andrea: Den 22 til den 31 oktober.

[00:54:57:11 - 00:54:58:14]
Kate: Også i cinemateket og Empire Bio.

[00:55:00:00 - 00:55:02:23]
Andrea: Præcis, og så kører vi online en måned efter.

[00:55:03:09 - 00:55:06:09]
Caroline: Så skal man jo holde fri fra arbejde i oktober måned. Det kan jeg høre på det hele.

[00:55:09:02 - 00:55:09:02]
Kate: Ja.

[00:55:10:06 - 00:55:23:08]
Kate: Har du andet at sige inden vi slutter, fordi det synes jeg var en helt fantastisk oplevelse ja ja, du forklarede rigtig fint det du laver er Sådan rigtig dybe tanker om altså det, film kan og ikke kan.

[00:55:25:00 - 00:55:33:02]
Caroline: Tak fordi I inviterede mig og I laver jo sætter fokus på Sådan nogle vigtige ting og også sætter fokus på mental sundhed. Det Det er vigtigt.

[00:55:34:10 - 00:55:38:11]
Andrea: 1000 tak du vil komme, Caroline Osander. Tak.