Søg

Tak for i år

TAK FOR I ÅR. Tak for endnu en fantastisk festival. Tak for al den støtte I giver os hvert år - alle tordenskjoldssoldaterne såvel som førstegangsbesøgende.

Vi har fået lov til vise jer nogle spændende, vigtige og rørende film. Vi har haft lærerige, underholdende og festlige arrangementer med en rørende stor opbakning.

MIX COPENHAGENs 31. år viste sig i sandhed ikke blot at være endnu et godt år på rutinen, men har i den grad budt på udvikling, udfordringer og nødvendig fornyelse. 2016 var første år med vores nye navn med det nytilføjede 'Q'. Det gjorde vi både for bedre at kunne beskrive indholdet af festivalen, der inkluderer en stigende mængde queer film, men også for at møde vores publikums mangfoldige karakter.

Vi lever i identitetspolitiske tider. Vi er som miljø og som samfund mere bevidst om identiteter, privilegier, repræsentation og politik end nogensinde før - både internt i vores lille københavnermiljø og med verdenssamfundet i perspektiv. Det har betydet, at vi som festival bestående af 18 helårsfrivillige i den grad har skulle forholde os til nye og vigtige perspektiver på ting, vi måske ikke selv vil have overvejet. Derfor vil vi give en helt særlig tak til al den konstruktive og mangeartede kritik, vi har fået dette år. Tak fordi I gør os bedre, mere reflekteret og mere inkluderende. Tak fordi I investerer jeres tid og energi i, at bidrage til forbedringen af en af årets vigtigste kulturbegivenheder.

Nu skal vi, hele MIX-familien evaluere, afvikle og puste ud, og så er vi mere end klar til MIX COPENHAGEN 2017!!

Endnu end gang tak for i år - vi ses til næste MIX-arrangement!